Ofte stillede spørgsmål


Hvorfor langer I altid ud efter cykelpostbudene?
Fordi vores optællinger viser at de fleste cykelpostbude rutinemæssigt overtræder færdselsreglerne. Det sætter et dårligt eksempel for især børn, at så stort et antal voksne i uniform blæser på færdselsreglerne.

Er I ikke bare nogle sure, gamle idioter?
Det er rigtigt vi er flest modne mennesker. Måske derfor har vi oplevet hvor skrøbeligt livet er. Vi synes ikke der er grund til at fremskynde døden, blot fordi klare trafik-regler overtrædes.

Hvorfor skulle det pludselig være nødvendigt med et Fodgængerforbund?
FDM og Dansk Cyklist Forbund er begge 100 år gamle. De har været dygtige til at skaffe medlemmerne fordele – på fodgængernes bekostning. Det hjul, der piver højest, bliver smurt først – så nu har fodgængerne fået deres eget hjul.

Hvad med om I opdragede lidt på fodgængerne?
Vi beskytter ikke fodgængere som overtræder reglerne. De har samme pligt som alle andre trafikanter til at overholde Færdselsloven.

Har I nogen medlemsfordele?
Næ – vi tilbyder kun at hvis du er frustreret over trafikken, så kan du som medlem måske finde lidt fred i at støtte nogen som gør noget.

Hvad er fodgængernes største problem?
Folk som cykler på fortovet. 9 ud af 10 melder sig ind i Fodgængerforbundet, fordi de er trætte af at blive skræmt eller generet af ulovlige cyklister.

Hvad vil I egentlig?
Vi vil have at alle trafikanter, også fodgængere, kender og overholder alle færdselsregler. Også regler, de ikke forstår, eller som de ikke er enige i.